AKVAREL & TEGNING

Rom

Underviser Anita Viola Nielsen

Kursusdato: Forventet september 2022
Underviser: Anita Viola Nielsen

Anita Viola Nielsen har haft flere længerevarende legatophold på Det Danske Institut i Rom, og nu er du inviteret til at opleve et anderledes Rom end det du ellers møder som turist. Når du tager med Anita på kunstrejse til denne gamle by, kommer du til at se og arbejde de mest interessante steder, set med kunstnerøjne.

Anita har lagt en plan for ugens arbejde, og har udvalgt de steder som du efter hendes mening ikke må gå glip af. Det er de samme steder Anita selv finder inspiration når hun bor i byen. Du vil i ugens løb få et godt indtryk af livet i Rom, set med en lokalkendt kunstners øjne. Anita kender stedernes særkende og stemninger, hun glæder sig altid til at vende tilbage til Rom.

Kunstnere går aldrig den lette eller lige vej når de arbejder, det vil du komme til at opleve når du tager ud for at arbejde sammen med Anita. Hun vælger den smukke, zig-zaggede vej fra A til B, den vej hun oplever som inspirerende og anderledes, og som leder til eftertanke og taler til dine sanser. De seneste 5 år har Anita travet byens gader tynde når hun i månedsvis har opholdet sig i byen for at arbejde med kunsten – så tag dine bedste travesko på, du skal regne med at gå 7-8 km. hver dag.

Du får også tid til at gå dine egne veje i ugens løb, når Anita slipper gruppen løs hver dag kl 16 efter endt undervisning. Anita vil give anvisninger til hvordan du kommer hjem til klosteret hvis det er det du vil, eller du kan slentre rundt og nyde de gamle gader, alene eller med andre fra gruppen. Du har også en fridag midt på ugen, hvor du kan shoppe eller vende tilbage til et af dine foretrukne arbejdssteder og arbejde på egen hånd.

Vi bor på et centralt beliggende kloster i en af Anitas yndlings-bydele, det charmerende kvarter Monti. Herfra har vi et ideelt udgangspunkt for spadsereture i Roms centrum, og vi kommer nemt rundt til fods og med med bus og metro, når vi skal ud og arbejde på byens torve, pladser og i parkerne. På klosteret er du også velkommen til at slå dig ned i klosterhaven med papir og pensler, eller på tagterrassen hvorfra du har en smuk panoramaudsigt ud over byen.

Klosteret har altid haft en tradition for at huse fremmede, og nonnerne er utroligt søde og hjælpsomme. De holder stedet pænt og rent, og serverer en enkel Italiensk morgenmad for os. Hvis du er vant til at spise en solid, nordisk morgenmad har du mulighed for at supplere med dine egne madvarer, som du kan lægge i et fælles køleskab.

Værelserne er enkle, istandsatte nonneceller, nogle har eget bad, andre fælles bad på gangen. Husk at komme inden for klostrets mure inden klokken 23 – nonnerne låser klosterporten kl 23, sådan har de altid gjort!

Mange kunstnere har i tidens løb benyttet sig af friheden i at rejse ud og bruge Rom som midlertidigt opholdssted. Ligesom disse kunstnere kommer du på denne tur til at bearbejde rejsen i en reflekterende proces, hvor ude og hjemme, kendt og fremmed ændrer betydning, og giver dig mulighed for at finde nye perspektiver i kunsten.

TEGNING OG AKVARELKURSUS MED ANITA VIOLA NIELSEN

Anita Violas kursus i Rom er for alle som har lyst til at udforske akvarellens muligheder i byens stræder og gader.

Du kommer i ugens løb til at arbejde på piazzaer, i parker og ved fontæner i byens forskellige kvarterer. Vi starter hjemmefra kl 9 hver dag,  og holder 1 times frokostpause i området hvor vi arbejder. Undervisningen slutter kl 16, herefter har du fri til at arbejde videre på egen hånd, shoppe eller besøge byens cafeer.

Kurset har fokus på motivet, og vi vil koncentrere os om at arbejde med komposition, farver og kontraster. Anita vil vejlede i hvordan du får dit motiv til at balancere, og øge din bevidsthed om det du ser – hvad skal med og hvad er ikke så vigtigt?

Anitas tegne- og akvarelkursus er baseret på undervisning med individuelle samtaler og fælles oplæg og  billedgennemgange. I I løbet af kurset får du Anitas bud på, hvordan du kan skærpe din iagttagelsesevne, forholde dig aktivt til motivvalg og bevidstgøre dine valg og fravalg i dine kunstneriske udfoldelser.

For Anita handler det om at du finder dit eget personlige udtryk, og at du kommer til at bruge alle sanser i dit arbejde. Anita kommer ikke til at gå i dybden med at lære dig hvordan du arbejder med perspektiv og nøjagtig tegning af et motiv – den type kursus kan du lige så godt tage derhjemme i et bekvemt værksted. Når du rejser med Anita ud på et kursus som dette skal du bringe din evne til at udtrykke din egen personlige oplevelse af stedet og rejsen i spil. Når du kan det bliver din kunst for alvor spændende, for dig selv såvel som for andre

Du får en fridag i ugens løb, hvor du kan tage afsted og nyde Rom på egen hånd, eller slappe af og arbejde i klosterets have og på terrassen.

Vi spiser morgenmad på klosteret, øvrige måltider foregår ude i byen. Den første og sidste dag arrangerer Anita fælles middag om aftenen, øvrige aftner har du fri kl 16, og kan spise hvor du har lyst. Klosteret vi bor på ligger i et område med mange små hyggelige spisesteder.

ER DU I TVIVL?

Hvis du er i tvivl om dette kursus er noget for dig er du velkommen til at sende dine sprøgsmål til Anita: anitaviola@live.dk

FORHÅNDS-TILMELDING

Skriv dig på listen og kom først i køen når vi åbner for tilmelding til dette kursus.

Når du står på listen får du besked når vi kender prisen, og er klar til at booke.

Din forhåndsreservation er uden binding, først når du kender pris og periode tager du den endelige beslutning.

Kunstkursus Rom

REJSEN

Afgang fra CPH Lufthavn direkte til Rom, hvor en privat minibus venter os, for at køre os til klosteret.

Hjemrejse tidligt om morgenen, vi afhentes af privat bus som kører os til lufthavnen for afgang til CPH.

Underviseren rejser sommetider i forvejen for at planlægge de sidste detaljer for ugens undervisning på stedet. Gruppen vil, så vidt muligt, blive booket ind på flyet sådan at I sidder samlet, så du kommer til at hilse på de andre deltagere når I sidder i flyet.

Underviseren vil, så vidt det er muligt, modtage gruppen ved ankomsten i lufthavnen, eller senest ved check-inn på hotellet.

ØVRIGE AKTUELLE MALEKURSER MED ANITA

Malekursus Seguret Frankrig

Kursusdato: Maj / juni 2021
Underviser: Anita Viola Nielsen

På dette malekursus kommer du til at bo og arbejde på det enestående kunstner-refugium Atelier de Segurèt i en lille bjerglandsby i Provence. Du kan fordybe dig i farverne og de smukke omgivelser fra morgen til aften, og efter endt arbejdsdag forkæler Madame Langlet dig med et ægte fransk måltid, bestående af 5 små hjemmelavede retter tilberedt med største omhu af friske råvarer.

læs mere

Malekursus Jylland Højer sommer

Kursusdato: Forventes 14-18 juni 2021
Underviser: Anita Viola Nielsen

Uanset om du er øvet, begynder eller erfaren maler, er du meget velkommen på Anitas malekursus i Sønderjylland. Du kan vælge at arbejde med egne projekter, eller du kan deltage i de oplæg og øvelser som Anita tilbyder. Du får individuel hjælp og sparring af Anita, som i ugens løb vil hjælpe dig med at blive bevidst om de valg og fravalg du tager undervejs i dine kreative processer.

læs mere

Malekursus København Sommerworkshop Uge 3 Anita Viola

Kursusdato: 19-23 juli 2021
Underviser: Anita Viola Nielsen

Uanset om du er øvet, begynder eller erfaren maler, er du meget velkommen på Anitas sommerworkshop. Du kan vælge at arbejde med egne projekter, eller du kan deltage i de oplæg og øvelser som Anita tilbyder. Du får individuel hjælp og sparring af Anita, som i ugens løb vil hjælpe dig med at blive bevidst om de valg og fravalg du tager undervejs i dine kreative processer.

læs mere

Københavns parker – akvarelkursus med Anita Viola Nielsen

Kursusdato: Forår 2021
Underviser: Anita Viola Nielsen

Du får her chancen for at studere Københavns parkmotiver, sammen med en kunstner der selv har hentet inspiration til sin egen kunstneriske praksis, i storbyers parker og naturområder. I Københavns parker finder du alle slags motiver, og Anita vil blandt andet lede opmærksomheden hen på træernes betydning i parkens rum, og i dit visuelle udtryk. Du pakker blot akvarel- eller skitseblokken, et par pensler og akvarelpaletten, så er du klar.

læs mere

Akvarelkursus Tegnekursus Venedig Italien

Kursusdato: Forventet: september 2021
Underviser: Anita Viola Nielsen

LYSET er omdrejningspunktet for Anita Violas kursus i Venedig. Lysets evige dans i vandet, reflektionerne på husenes mure, på broernes buer og på menneskene i gaderne, giver os en gave-regn af levende, overraskende lys.

læs mere